|
Åbent Græs - Et alternativt idrætstilbud i Glostrup Hver søndag sommeren over tilbyder Glostrup Idrætspark en masse spændende udendørsaktiviteter - lige fra streetbasket, streethockey, skaterpark, bordtennis, petanque til trickcykler og fodbold. På åbningsdagen kigger en dygtig skater forbi fra kl. 10-12 og viser nogle tricks på et skateboard. Desuden vil engagerede idrætskoordinatorer hver søndag hjælpe med at lave hold og sætte forskellige spil, lege og turneringer i gang. ”Glostrup Kommune støtter foreningsidrætten, men vil også gerne yde et bidrag til mennesker, hvor skemalagt motion ikke passer ind. Halvdelen af de aktive idrætsudøvere dyrker idræt spontant uden for foreningsidrættens regi. For eksempel den spontane løbetur i skoven, fitnessdyrkelsen, det uformelle boldspil og de mange bløde bevægelsesformer fra yoga til afspænding,” forklarer idrætschef Bo Billenstein. ”Med Åbent Græs glæder vi os til at tilbyde alle en sjov og anderledes måde at dyrke idræt og være sammen med familie og venner på. Det er idræt på egne præmisser, hvor fleksibilitet er i højsædet. Deltagerne kan komme og gå som de vil, og de bestemmer selv, hvad de har lyst til at lave. Samtidig er det en oplagt mulighed for at få afprøvet nye idrætsgrene og møde nye venner,” uddyber idrætschefen. Borgmester Søren Enemark glæder sig til at åbne projektet. Han fortæller: ”En af styrkerne ved Åbent Græs er, at der er aktiviteter for alle - både bedsteforældre, børnebørn og teenagere. Samtidig er tilbudet fint i tråd med den sundhedspolitik, som vi er ved at lægge sidste hånd på her i kommunen. Målet er at give Glostrups borgere de bedste muligheder for at leve et aktivt liv med høj livskvalitet”. Åbningen finder sted søndag den 18. maj 2008 kl. 10-16 ved Glostrup Idrætspark, Stadionvej 80, 2600 Glostrup. Åbent Græs – hver søndag – kl. 10.00 til 16.00 |